Fremtidens Svanemøllehal - hvordan skal den være?

Vi har fået udarbejdet et idéoplæg, der beskriver visionerne for fremtidens Svanemøllehal og viser mulige scenarier for hvordan man kan lave en fornyelse af hallen. Med dette idéoplæg ønsker vi at starte en udviklingsproces, der kan forvandle hallen til et lokalt samlingspunkt og en inspirerende platform for sport, leg, bevægelse, fællesskab og kulturelle tilbud. Målet er at gøre Svanemøllehallen til Østerbros foretrukne mødested for både organiserede og selvorganiserede brugere - og bydelens borgere. Idéoplægget har fået overskriften "Et lokalt samlingspunkt på Østerbro med særligt fokus på aktive fællesskaber for børn og unge" da vi netop ønsker at have et særligt fokus på børn og unge når vi får udviklet Svanemøllehallen. Find idéoplægget nederst på sidne. Idéoplægget er oplæg til inspiration og til at starte en dialog om hvad vi vil have skal ske med Svanemøllehallen. En mere konkret skitse af, hvad der skal ske, kommer på et langt senere tidspunkt. Vi er kun i opstartsfasen og vi håber du har lyst til at deltage med dine perspektiver. Vi vil invitere til interessentmøder og til at svare på spørgsmål.
Østerbro Lokaludvalg samarbejder med Kultur og Fritid Ø og DGI Storkøbenhavn om en udvikling af Svanemøllehallen. Projektet er et projekt i lokaludvalgets bydelsplan. Find projektet i bydelsplanen her.

Hvorfor er der behov for en fornyelse?
Svanemøllehallens indretning og funktion matcher ikke længere nutidens idrætsmønstre eller behov formoderne idræts- og kulturfaciliteter. Svanemøllehallen er et af Københavns Kommunes største idrætsanlægmålt på antallet af kvadratmeter, men trods sin størrelse ligger Svanemøllehallen tilbagetrukket fra Østerbrogade og fremstår næsten usynlig i bybilledet. Svanemøllehallen har både betydelig historisk værdi og stort potentiale, men dens nuværende indretning og placering i bybilledet begrænser dens evne til at fungere som en åben og inviterende facilitet for lokalområdet.
Hallens nuværende indretning er ikke optimeret til at understøtte hverken tilgængelighed, synlighed eller fleksibilitet, hvilket gør den mindre attraktiv for nye brugergrupper og hæmmer dens potentiale som en central og levende kulturfacilitet i lokalområdet.

Byudvikling i området omkring Svanemøllehallen
Den betydelige byudvikling i Svanemøllehallens nære opland kræver både at hallen nytænkes og udvikles, så den kan udfolde sit potentiale for at skabe synergi og sammenhæng mellem nye og gamle boligområder og andre tilbud og aktører i området. Når jernbaneaktiviteterne formentlig ophører i Helgoland-området ved Svanemøllen Station i 2031, frigøres et stort område med mange potentialer for byudvikling. Det vil være oplagt, at samtænke dette område, med pladsen foran Svanemøllehallen og at koble en udvikling af hallen sammen med udviklingen af den nye bydel.
Nordhavnen er det største byudviklingsområder i København de kommende år. De mange nye borgere der vil komme, og allerede er kommet, i Nordhavn orienterer sig idræts- og kulturmæssigt omkring Østerbro og skaber et væsentligt forøget pres på faciliteter som Svanemøllehallen ligesom det skaber et stort udviklingspotentiale.
Svanemøllehallen kunne også komme i spil som et kulturelt fyrtårn i den kommende plan for kultur- og biblioteksområdet i København. Der kan evt. placeret en biblioteksfunktion og kulturfaciliteter, så hallen både rummer kultur, fritid og idræt.
