Fleksible el-delebilspladser: En håndsrækning til frustrerede borgere

Østerbro Lokaludvalg sendte i sidste måned en henvendelse til Teknik- og Miljøforvaltningen om muligheden for fleksibelt brug af el-delebilspladserne.
Nu reagerer politikerne i Borgerrepræsentationen.

Torsdag den 18. september vedtog Borgerrepræsentationen et medlemsforslag fra Socialdemokratiet om fleksibelt brug af el-delebilspladser. 

Det nyligt vedtagne medlemsforslag om fleksibel brug af el-delebilsparkeringspladser lover at bringe en tiltrængt løsning til de parkeringsudfordringer, som mange københavnere står overfor. Forslaget har til formål at optimere brugen af de mange tomme el-delebilspladser for bedre at imødekomme borgernes daglige behov for parkeringsmuligheder.

Østerbro Lokaludvalg har tidligere rapporteret om stigende frustration blandt bydelens borgere over den ubalance der hersker mellem el-delebilspladser og traditionelle parkeringspladser. Flere østerbroere har den seneste måned henvendt sig til lokaludvalget om de mange tomme pladser, som står til rådighed, mens det er en kamp at få fat i de almindelige parkeringspladser. Indførelsen af hele 1.000 el-delebilspladser i København i 2023 har givet anledning til bekymring om hastigheden og nødvendigheden af deres implementering i forhold til antallet af tilgængelige el-delebiler, og lokaludvalget bemærker, at selv udbydere af el-delebiler erkender, at det nuværende antal elbiler ikke lever op til kapaciteten af pladser.

 

Fra lokaludvalg til Rådhuset
Forslaget underbygger et initiativ fra Østerbro Lokaludvalg, som har presset på for at optimere brugen af disse pladser. Lokaludvalget foreslog en effektiv ressourceudnyttelse ved at tillade andre bilister, såsom erhvervskøretøjer og beboere, adgang i visse tidsrum, hvor el-delebilspladserne ofte står tomme. Dette forslag går igen i medlemsforslaget fra Socialdemokratiet, der lægger op til samme løsning om at give mulighed for tidsbegrænset erhvervs- og beboerparkering.

Ligesom lokaludvalget understreger Socialdemokratiet i medlemsforslaget, at der er tale om en midlertidig løsning i en overgangsperiode for at maksimere udnyttelsen af pladserne, indtil delebilismen for alvor begynder at tager fat, og indtil elbiler fylder mere i bybilledet. 

 

Handlingsplan for delebilisme 2022-2025
En væsentlig del af forslaget inkluderer en sikring af, at forslaget fremlægges tidsnok til at kunne evalueres i sammenhæng med handlingsplanen for delebilisme 2022-2025. Denne plan vil give politikerne indsigt i, hvordan overgangsperiodens løsninger kan integreres med fremtidens parkering og bytransportsystemer, hvilket bidrager til en grønnere og mere bæredygtig by.

 

Fælles politisk front
Det at politikerne på Rådhuset har vedtaget medlemsforslaget understreger en fælles interesse i en mere optimal parkeringspolitik både lokalt på Østerbro og i resten af København, der skal balancere grønne ambitioner med praktiske løsninger. I takt med at flere elbiler langsomt integreres i bybilledet, kan en velovervejet fleksibilitet i parkeringen sikre bedre tilgængelighed på tværs af behov og understøtte fremtidens delebilisme.

Dette skridt er et positivt tegn på samarbejde mellem det lokale og det politiske, der sammen kan løfte byrden af parkeringsudfordringer og fremme en harmonisk urban udvikling.

 

Videre proces
Borgerrepræsentationen har bedt Teknik- og Miljøforvaltningen om at fremlægge en sag, der undersøger fleksibel anvendelse af el-delebilspladser til forskellige typer parkering.

Det er endnu ikke klart, hvornår sagen bliver fremlagt til politisk behandling.