Den strategiske miljøvurdering (SMV) for Lynetteholm

Den strategiske miljøvurdering (SMV) af udviklingen af Lynetteholm har været i offentlig høring og lokaludvalget har indsendt høringssvar efter at have inviteret østerbroerne med til borgermøde og borgerpanelundersøgelse.

Høringssvar vedrørende strategisk miljøvurdering (SMV) for Lynetteholm

Udviklingen af Østhavnen består af en række forskellige delprojekter, herunder Østlig Ringvej, ny metrolinje og byudviklingen af Lynetteholm.

Lynetteholm er med til at stormflodssikre København og giver i fremtiden plads til en ny bydel

Lokaludvalget hilser velkomment, at Lynetteholms bidrag til stormflodssikringen er ved at være på plads, og vi anbefaler alle direkte involverede myndigheder at fremme processen med etablering af diger og dokporte som værn mod stormfloder såvel fra syd som fra nord. Vi undrer os dog over, at det ikke er undersøgt, hvordan stormflodssikringen færdiggøres fx med dokporte. Lokaludvalget ønsker at få flere løsningsscenarier undersøgt.

Når der er tale om udbygning af infrastruktur, erhvervs- og boligbyggeri på Lynetteholm, vil det først ske langt ud i fremtiden – efter 2050. Det vil først ske efter at stormflodssikringen, jorddeponeringen og byggeriet på Refshaleøen er på plads. Vi anbefaler, at den kommende miljøundersøgelse (VVM-undersøgelse) tager højde for at der kan ske radikale ændringer i bolig- og byggeformer, trafikformer, teknologiske landvindinger og miljøhensyn. Det bliver derfor vigtigt at kunne tilpasse den kommende VVM-undersøgelse til de aktuelle forhold. Inden eventuelt byggeri går i gang på Lynetteholm, opfordrer vi til, at man undersøger mulighederne for at bruge Lynetteholm midlertidigt til andre formål. Ved en eventuel byudvikling af Lynetteholm, er det vigtigt at have fokus på CO2-udledningen og på hvordan projektet kan blive mindst et nul-udledningsprojekt.

Lokaludvalget forventer mere biltrafik end det prognoserne viser

Ved etablering af en Østlig Ringvej vil en del af trafikken igennem København blive ledt udenom Østerbro, men vi frygter, at der fortsat vil komme en del gennemkørende trafik og såkaldt sivetrafik. Sivetrafik betyder, at bilisterne vælger at køre på de mindre veje for at komme hurtigere frem, når de primære veje er overbelastede. Vi forventer at problemerne vil vokse efter 2050 når byggeriet på Lynetteholm begynder og efter at Nordhavn og Refshaleøen er udbygget. Derfor ønsker vi, at den kommende VVM-undersøgelse lægger vægt på trafikprognoser efter 2050, og at forskellige måder at begrænse biltrafikken undersøges. Det kan fx være trafikøer, betalingsringe, park and rail, samkørsel, forbudszoner og udbygning af andre ringveje. Trafiktal viser, at Østerbro vil få 10% mere trafik uden en Østlig Ringvej. Alligevel fastholder vi forventningen om, at trafiktallene – i hvert fald for udvalgte strækninger - er for optimistiske, og ønsker dem mere grundigt undersøgt i kommende VVM.

Metro til Rigshospitalet

For Østerbro Lokaludvalg er det vigtigt, at den nye Metrolinje får en linjeføring med en metrostation ved Rigshospitalet. Vi har afgivet høringssvar i forbindelse med Idéfasehøringen i oktober 2022 og der har vi peget på – sammen med Nørrebro Lokaludvalg – at den nye metrolinje bør få metrostop både ved Stengade og Rigshospitalet.

Flere østerbroere føler sig inddraget

Næsten 1000 østerbroere har deltaget i Lokaludvalgets spørgeskemaundersøgelse om den strategiske miljøvurdering. Undersøgelsen havde et primært fokus på den demokratiske proces og på hvilke bekymringer, der er i forbindelse med byudviklingen af Lynetteholm, etablering af en Østlig Ringvej og en ny metrolinje. Det er især byudviklingen af Lynetteholm, som bekymrer respondenterne.

Dette er den anden survey omkring Lynetteholm-projektet. Den første spørgeundersøgelse blev gennemført i 2020 i forbindelse med Miljøkonsekvensrapporten for Lynetteholm. Set i forhold til undersøgelsen fra 2020, viser resultatet fra 2022, at flere respondenter oplever, at de har indflydelse på både byudvikling generelt og på Lynetteholm-projektet. På trods af, at der er en stigning af respondenter, der oplever at have været inddraget, mener flertallet stadigvæk at de Ikke har nok indflydelse på udviklingen.

Du kan læse mere om høringen hos Transportministeriets hjemmeside:

Offentlig høring af den strategiske miljøvurdering af udviklingen af Østhavnen, herunder Lynetteholm (trm.dk)

Du kan læse lokaludvalgets høringssvar via dette link

Ønsker du at tilslutte dig Østerbro Borgerpanel, kan du gøre det via dette link: