Østerbro Borgerpanel
Formålet med Østerbro Borgerpanel er at nå bredere ud i bydelen, når der er høringer og lokale sager samt at få mere viden og input til de områder, som lokaludvalget arbejder med.
Sådan fungerer Østerbro Borgerpanel
Østerbro Borgerpanel er for alle, som bor på Østerbro og er fyldt 15 år. Du kan framelde dig når som helst. Selve tilmeldingen til borgerpanelet er et spørgeskema om dine grundlæggende informationer, som fx din alder, uddannelse og arbejde, som vi bruger til at danne os et billede af borgerpanelets sammensætning. Dine data og besvarelser vil blive behandlet fortroligt. Når du har udfyldt tilmeldingsspørgeskemaet, er du en del af vores borgerpanel.
Du vil som medlem af Østerbro Borgerpanel med jævne mellemrum modtage e-mails med links til spørgsmål om bydelens udvikling og lokale sager. Vi sender spørgeskemaer ud maksimum fire gange årligt, og det er ikke et krav, at du svarer på alle undersøgelser.
Jeres synspunkter er vigtige
Når du svarer på undersøgelser, hjælper du Østerbro Lokaludvalg. Jo større indblik lokaludvalget får i østerbroernes udfordringer og drømme for bydelen, jo lettere er det at varetage bydelens interesser over for politikerne på Københavns Rådhus og i lokaludvalgets arbejde.
Vi håber meget, at du vil være med og på den måde bidrage til at gøre Østerbro til en endnu bedre bydel at bo i.
Hvem kan være med i panelet?
Alle, som bor inden for lokaludvalgsgrænserne, og er fyldt 15 år, kan være med i panelet. Lokaludvalgsgrænserne følger dog ikke postnumrene, så der vil være personer, som bor i 2100, men hører til under et andet lokaludvalg.
Se på kortet herunder, om du hører til i Østerbro Lokaludvalg.
Tidligere undersøgelser i Borgerpanelet
Vis alle
Borgerpanelundersøgelse om bydelens udvikling og Kommuneplan 24 - August-september 2024
I forbindelse med høringen af Kommuneplan 2024, blev der udarbejdet en undersøgelse af borgerpanelet holdninger til en række emner. Formålet med undersøgelsen var at indhente data som kan bruges til en generel forståelse for hvad der rører sig i bydelen. Spørgsmålene var delvist bygget op om emner som lokaludvalget allerede arbejder med, emner af mere grundlæggende karakter, samt emner som var tæt forbundet med udkastet for Kommuneplan 2024.
Svarene er blevet behandlet både som generel viden for Lokaludvalgets fremtidige arbejde i bydelen, samt til at udarbejde et fyldestgørende høringssvar for Kommuneplan 2024.
Undersøgelse i forbindelse med høring om udvidet udeservering - 2023
Formålet med undersøgelsen var at samle input om, hvad holdningen er blandt østerbroerne til udeservering generelt og til tidsmæssig udvidet udeservering til kl. 02 fredage og lørdage i sommermånederne. Lokaludvalget har brugt resultaterne af undersøgelse som baggrund til at skrive et høringssvar vedr. høring om udpegning af strækninger/pladser til tidsmæssig udvidet udeservering, hvor lokaludvalget er blevet bedt om at pege på 1-2 konkrete pladser/strækninger til udvidet udeservering.
Undersøgelse vedr. lokaludvalgets bydelsplan - 2022
I oktober gennemførte lokalvalget en borgerpanelundersøgelse, hvor udvalget spurgte borgerne til vigtigheden af en række temaer og konkrete emner.
Spørgeskemabesvarelserne blev indsamlet gennem Østerbro Borgerpanel i perioden den 23. september 2022 til den 3. oktober 2022. Spørgeskemaet er blevet sendt ud på mail til 8.612 borgere, der har tilmeldt sig Østerbro Borgerpanel.
I alt deltog 2.137 personer i undersøgelsen. Der var 110 respondenter, som ikke gennemførte hele spørgeskemaet. Det betyder, at 2.027, personer gennemførte hele undersøgelsen.
Formålet med undersøgelsen var overordnet set at samle input til lokaludvalgets bydelsplan. Desuden skulle undersøgelsen hjælpe til med at prioritere blandt de temaer og projektideer som er blevet rejst i forbindelse med den tidlige inddragelse ifm. bydelsplanlægningen – herunder repræsentantskabsmøde og Østerbroweekend 2022.
Naturpark Nordhavn - oktober 2021
I oktober 2021 foretog Østerbro Lokaludvalg en kvantitativ undersøgelse af borgernes holdninger til Naturpark Nordhavn, som skal anlægges på spidsen af Ydre Nordhavn. Formålet med undersøgelsen var at generere viden om borgernes holdninger, forventninger og ønsker til parken.
Lokaludvalget vil bl.a. bruge resultaterne fra undersøgelsen i udarbejdelsen af et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
I alt 2.758 borgere fra Østerbro Borgerpanel har deltaget i undersøgelsen, hvoraf 2.584 har bopæl på Østerbro og de resterende 174 har adresse i Nordhavn.
VVM-redegørelse for Lynetteholm - december 2020
I forbindelse med den offentlige høring om miljøvurderingen af Lynetteholm brugte Østerbro Lokaludvalg borgerpanelet til at spørge bydelens borgere om, hvordan de tror, Lynetteholm vil påvirke deres hverdag de næste mange år. Resultaterne fra undersøgelsen er blevet brugt i forbindelse med arbejdet med at skrive lokaludvalgets høringssvar.
Vi spurgte bl.a. Østerbro Borgerpanel om de mener, at anlæg af Lynetteholm vil løse fire overordnede udfordringer for København. Godt halvdelen af borgerpanelet er enige i, at Lynetteholm er en god måde at bidrage til løsning af både klimasikring, placering af overskudsjord og befolkningstilvækst i København, mens den anden halvdel er uenige eller "hverken eller" i disse tre spørgsmål.
Derudover har borgerpanelet en række bekymringer om særligt støj og påvirkning af havmiljøet i forbindelse med etablering af Lynetteholm.
Nye retningslinjer for altaner - december 2020
Østerbro Lokaludvalg har svaret på en interessenthøring udsendt af Teknik- og Miljøforvaltningen, der foreslår en række stramninger for reglerne for opsætning af nye altaner.
Undersøgelsen består af en Borgerpanelundersøgelse, en spørgeskemaundersøgelse for borgere der ikke er en del af Borgerpanelet samt en dialog på facebook.
Undersøgelsen konkluderer blandt andet, at et flertal af de 2.217 borgere der har gennemført undersøgelsen mener, at man med fordel kan foretage visse stramninger på området.
Undersøgelse om ældrepolitik - marts 2019
Københavns Kommune skal i foråret have en ny ældrepolitik og har sendt et udkast i høring. Lokaludvalget har i forbindelse med høringssvaret udsendt en undersøgelse i Østerbro Borgerpanel for at få input til, hvad der skal til for at skabe det gode ældreliv i København.
Vi bad bl.a. borgerpanelet om at prioritere de 9 temaer, som ældrepolitikken indeholder. Borgerpanelets top tre så sådan ud:
- At der etableres forskellige og fleksible boligformer til forskellige grupper af ældre.
- At Københavns Kommune sætter fokus på psykisk sundhed og den opsøgende indsats.
- At Københavns Kommune understøtter flere frivillige fællesskaber og klubber for ældre.
Vi har brugt resultaterne fra undersøgelsen i vores høringssvar og indsendt opsamlingen på undersøgelsen sammen med høringssvaret.
Miljøundersøgelse - februar 2019
Østerbro Lokaludvalg har ansvaret for den lokale miljøindsats og samarbejder med Miljøpunkt Østerbro om dette. Lokaludvalget er ved at undersøge hvilke klima- og miljøemner, vi skal arbejde med fremover.
I den forbindelse har lokaludvalget udsendt en kort borgerpanelundersøgelse for at blive klogere på hvilke emner inden for klima og miljø, som er relevante og vigtige for østerbroerne.
De tre emner, der scorer højst, er:
- Modvirke luftforurening (fx krydstogtskibe og bilmotorer)
- Mere grønt i bydelen (træer, tage, parker, gader mv.)
- Affaldsbehandling og sortering
Undersøgelse om københavnerdialog - januar 2019
Københavns Kommune er ved at undersøge, hvordan kommunen kan blive endnu bedre til at involvere københavnerne i udviklingen af byen.
Østerbro Lokaludvalg udsendte - sammen med en række andre lokaludvalg - i den forbindelse et spørgeskema om borgerinddragelse.
Resultaterne fra undersøgelsen er ved at blive behandlet, og de vil blive brugt til at udvikle nye metoder for kommunens dialog og samarbejde med københavnerne.
Undersøgelse om holdninger til bydelens udvikling - maj 2018
Som optakt til, at Kommuneplanstrategi 2018 kom i høring hos lokaludvalget, udsendte lokaludvalget en undersøgelse om østerbroernes holdninger til bydelens udvikling gennem Østerbro Borgerpanel. Resultaterne blev bl.a. brugt i forbindelse med arbejdet med at skrive et høringssvar om kommuneplanstrategien.
Undersøgelsen handlede bredt om Østerbros udvikling med spørgsmål om transport, grønne arealer, boliger og kommunal service og faciliteter.
Vi spurgte bl.a. Østerbro Borgerpanel om de fem faktorer, der er vigtigst, at kommunen prioriterer fremadrettet i udviklingen af Østerbro. Borgerpanelets top 5 så sådan ud:
- Et varieret udvalg af indkøbsmuligheder, specialbutikker, caféer, restauranter og barer
- Nærhed til grønne områder i byen/mit lokalområde (f.eks. parker, rekreative områder, grønne opholdssteder)
- Adgang til boliger til fornuftige priser
- Ren luft
- Nemt at komme rundt på cykel