Høringssvar til ny handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser

Lokaludvalget har sendt et høringssvar til Københavns Kommunes udkast til en ny handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.

Københavns Kommune har udarbejdet et udkast til en ny handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Udkastet er udarbejdet gennem inddragelse af københavnere, eksperter, praktikere og relevante organisationer. Som et led i handleplanen, gennemfører eller støtter Københavns Kommune 9 konkrete tiltag, som har fokus på at modvirke racisme, diskrimination og hadforbrydelser.

Intentionerne er gode, men vi savner flere konkrete initiativer

Strukturel racisme er desværre stadigvæk udbredt i Danmark. Østerbro Lokaludvalg hilser ’Handleplanen mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser’ velkommen. Vi understreger, at intentionerne er gode, men vi mener, planen bør foldes endnu mere ud med konkrete initiativer.

Lokaludvalget opfordrer kommunen til at følge de meget konkrete anbefalinger, der er beskrevet i publikationen ’Sammen mod racisme i Danmark’, som er udarbejdet af ’Alliancen mod racisme’. 

Det gælder for eksempel på området diskrimination i nattelivet, hvor Alliancen mod racisme har en lang række anbefalinger til både stat, kommune, restauratører, ansatte og almindelige borgere, der begiver sig ud i nattelivet.

Men det gælder på alle områder hvor Københavns Kommune kan gøre sin indflydelse gældende – fx i boligsektoren og uddannelsessektoren.

Københavns Kommunes udkast til handleplan kan læses her.



Læs Østerbro Lokaludvalgs høringssvar her.