Forslag om en ny bygning på Østerbro
Redegørelse for forslaget
Teknik- og miljøforvaltningen har offentliggjort et tillægsforslag, der bl.a. indbefatter at opføre en ny bygning på Østerbro. Herunder fremgår en opsummering af forslaget:
Lokalplantillægget muliggør en fortætning ved en specifik adresse, hvor der i øjeblikket er en belagt plads med en midternedsænkning. Området omfatter Øster Fælled Torv og Gunnar Nu Hansens Plads.
Det giver mulighed for at opføre en bygning dedikeret til serviceerhverv eller kulturelle formål, som bygherre ønsker skal fungere som et spisested, især for teatergæster. Bygningen vil ligge for enden af den tidligere kaserneanlægs midterakse. Nord for denne bygning kan en eksisterende bygning ændre anvendelse fra serviceerhverv til boliger i stueetagen. Samlet er der mulighed for 7.600 m2 detailhandel i området.
Området er fastlagt til boliger og serviceerhverv, og lokalplantillægget tillader en mindre ny bygning samt justering af butiks-størrelser. Ændringerne forventes ikke at påvirke bymiljøet væsentligt, da området allerede er tæt bebygget med bolig, erhverv og detailhandel. Ingen nye parkeringspladser etableres, og kørsel inden for lokalplanområdet er begrænset.
Forslaget til lokalplan for Østerbro Kaserne er i offentlig høring i perioden 26. september til 21. november 2025.
Borgermøde om forslaget afholdt af Østerbro Lokaludvalg
På baggrund af forslaget havde Østerbro Lokaludvalg arrangeret et borgermøde den 11. november, hvor interesserede borgere kunne komme og ytre deres holdninger overfor lokaludvalget. Der var i alt omkring 50 borgere, der mødte op til borgermødet, hvor der udover muligheden for at blive hørt, var oplæg fra arkitekter og Teknik- og miljøforvaltningen.
De deltagende på mødet havde bl.a. bekymringer for bygningens højde og udseende, samt planen for, at der skal ligge en restaurant i bygningen. Der var en frygt for, at bygningen kunne ende med at stå tom, hvis den kommende restaurant ikke kan løbe rundt. Hvis dette sker, så ville området ende med et rum, hvor der ikke er lagt op til byliv, i modsætning til det åbne rum, der er lige nu.
Derudover var borgerne generelt glade for forslaget om begrøning i området, men der skal tages højde for, hvilken slags begrøning der finder sted. Det var et ønske fra borgerne, at der bliver taget højde for allergier og sollys, når der skal vælges træer til beplantning.
På baggrund af borgernes kommentarer på borgermødet samt en drøftelse på mødet for fagudvalget for byplan, miljø og teknik d. 6. november, er der blevet udarbejdet et udkast til et høringssvar fra Østerbro Lokaludvalgs side. Dette udkast fremgår på dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 19. november.
Østerbro Lokaludvalgs dagsorden
Du kan finde dagsordenen for lokaludvalgsmødet den 19/11 her.
Få din mening om forslaget hørt
Du kan selv indsende høringssvar til forslaget og få din mening hørt. Høringsfristen er d. 21. november 2025.
Høringen og tilhørende materiale kan findes på platformen ”Bliv Hørt”
Østerbro Lokaludvalgs nyhedsbrev
Følg med i udviklingen i denne nyhed og andre nyheder på Østerbro ved at skrive dig op til Østerbro Lokaludvalgs nyhedsbrev.