Flertallet af østerbroerne ønsker naturpark i Nordhavn

Ifølge vores nyeste undersøgelse i Østerbro Borgerpanel, bakker 75% op om en naturpark i Nordhavn, selvom det kan betyde at det bliver sværere at finde plads til idrætsfaciliteter.
Billede
Nordhavn
Fotograf
By & Havn

Vi har sagt det før og vi siger det igen. Østerborerne ønsker en naturpark i Nordhavn, hvor der er mest mulig vild natur. Etablering af store fodboldbaner vil både stjæle store arealer fra parken, men også påvirke naturlivet negativt fx med den lysforurening som boldbanerne vil medføre. Vi har intet imod at vi får flere boldbaner i bydelen, men at placere dem i det område, som skal være en naturpark, mener vi ikke er en god løsning. 

Vi har gennem borgerpanelet her på Østerbro fået svar fra næsten 2.000 borgere om hvad, de mener om sagen, og vi kan se at hele 75% svarer at de er "meget enig" eller "delvist enig" i at der arbejdes med en ren, vild naturpark i Nordhavn - også selv hvis det kan betyde at det bliver sværere at finde plads til andre faciliteter, fx boldbaner, i Nordhavn.

Arkitektkonkurrence om 30 hektar stor park i Nordhavn
Lige nu er der udskrevet en arkitektkonkurrence som vil være grundlaget for den kommende park som skal etableres på Nordhavnstippen. Arkitektkonkurrencen løber til februar 2025. 

Der er lagt op til at der bliver etableret 4-6 boldbaner i den nye naturpark. Etableringen af den nye park i Nordhavn forventes at ske fra 2028 og frem, og det forventes, at den første del af parken kan tages i brug i 2030. (Kilde: By&Havn)

Vi håber, at vinderforslaget tager hensyn til østerbroernes stærke ønske om at den nye park bliver en naturpark. 

Læs mere om arkitektkonkurrencen her

Find hele undersøgelen her