El-delebilspladser skal snart genevalueres
I 2023 blev det besluttet af et bredt flertal på Københavns Rådhus at afsætte cirka 6 millioner kroner til at oprette et tusind parkeringspladser til el-delebiler uden fast stamplads. Størstedelen af de pladser er nu etableret.
- Det, som mange af os havde forestillet os, var en til to delebilspladser i en boliggade. Og nogle steder kan vi bare se, at der er kommet mange flere delebilspladser. Og det har vi ikke været opmærksomme på, da det blev udrullet, udtaler Line Barfod til TV2 Kosmopol.
TV2 Kosmopol artikel - Københavner har fået nok af tomme p-pladser: Borgmester erkender fejl
Østerbro Lokaludvalg har løbende fulgt med i sagen og flere gange gjort status på den via nyheder på hjemmesiden og gennem Østerbro Lokaludvalgs nyhedsbrev. Hvis du er interesseret I at læse mere om sagen er der et link til en af vores tidligere nyhed herunder.
Københavns delebilspladser skaber stadig frustrationer hos borgere
Udrulningen af el-delebilspladser har mødt kritik fra flere sider, og nu ser det ud til, at det skal overvejes, om der skal tages handling på området i den nærmeste fremtid.
En ny evaluering af el-delebilspladserne ventes senere på foråret. Ifølge Line Barfod kan det føre til ændringer. Eksempelvis, foreslår hun, man kan tildække skiltene på pladser, som ikke bliver brugt, ifølge TV2 Kosmopol.
Østerbro Lokaludvalg vil fortsat følge udviklingen og videreformidle relevante nyheder gennem relevante kommunikationskanaler.