Valg til Østerbro Lokaludvalg 2026
Østerbro Lokaludvalg består af 25 medlemmer, der enten er valgt som repræsentanter for foreningslivet eller udpeget af de politiske partier på rådhuset. Hvert parti på rådhuset kan udpege en repræsentant. Til valget i 2026 skal der vælges 15 foreningsrepræsentanter til Østerbro Lokaludvalg.
I starten af 2026 er der valg til Københavns 12 lokaludvalg - også til Østerbro Lokaludvalg, og vi har brug for alle typer. Du kan tilmelde dig til at være med til at bestemme, hvem der bliver valgt ind i lokaludvalget i perioden 2026-29.
I menuerne nedenfor kan du læse mere om arbejdet i lokaludvalg, om valget og vigtige datoer i den første tid som nyvalgt lokaludvalgsmedlem.
Vigtige datoer i forbindelse med valget
Fold alle ud
Tilmeldingsfrist for kandidater (overskredet)
23. januar: Tilmeldingsfrist for at stille op som foreningskandidat til til Østerbro Lokaludvalg. (Overskredet)
Offentliggørelse af kandidater
28. januar: Her offentliggøres alle foreningskandidater, der stiller op til lokaludvalget på valg-lokaludvalg.kk.dk.
Præsentationsmøde med kandidaterne
3. februar: Her afholder vi et aftenmøde, hvor du kan hilse på de foreningskandidater, der stiller op til valg til Østerbro Lokaludvalg og stille dem spørgsmål. Og hvis du selv stiller op som foreningskandidat, så kan du hilse på alle de andre kandidater. Mødet foregår i Østerbrohuset fra 17-20.
Tilmeldingsfrist for at stemme til valget (Overskredet)
16. februar: Tilmeldingsfrist for at tilmelde din forening til at stemme på, hvem der skal være med i Østerbro Lokaludvalg. (Overskredet)
Digital afstemning
23. februar-9. marts: I denne periode foregår den digitale afstemning, hvor din forening kan stemme på, hvem der skal være med i Østerbro Lokaludvalg.
Offentliggørelse af det nye lokaludvalg
9. marts: Valget er afsluttet og resultatet offentliggøres; Hvem der er blevet valgt ind i det nye Østerbro Lokaludvalg 2026-2029.
Valg til Østerbro lokaludvalg
Fold alle ud
Hvem kan stille op og stemme til valget?
Alle foreninger, råd, organisationer, brugerbestyrelser osv. på Østerbro kan opstille en kandidat til Østerbro Lokaludvalg og/eller være med til at bestemme, hvem der skal sidde i lokaludvalget i perioden 2026-2029.
Hvordan foregår valget?
Valget til Østerbro Lokaludvalg sker gennem en digital afstemning, der er åben i to uger i slutningen af februar 2026. Alle stemmeberettigede får tilsendt et link til afstemning.
Kandidaterne bliver forud for valget præsenteret på en valghjemmeside, og den 3. februar holder vi præsentationsmøde i Østerbrohuset, hvor kandidaterne får mulighed for at præsentere sig selv.
Se mere om præsentationsrunden her.
Den 9. marts er afstemningen slut, og de kandidater, der har fået flest stemmer, er de nye medlemmer af Østerbro Lokaludvalg.
Vil du være suppleant i lokaludvalget?
Hvis du vil være aktiv i lokaludvalget, men ikke har stillet op som kandidat til valget, kan du skrive dig op som suppleant. Vi har løbende plads til nye suppleanter i lokaludvalget.
Hvis jeres forening har lyst til at opstille en suppleant, kan I kontakte sekretariatet.
Som suppleant har du altid mulighed for at deltage i arbejdsgrupper, fagudvalgsmøder, sociale arrangementer og ved lokaludvalgsmøder, når det medlem du er suppleant for, ikke har mulighed for at deltage.
Hvordan foregår det?
Du tilmelder din forening til suppleantlisten ved at skrive til lokaludvalgets fællespostkasse på fp_oesterbrolokaludv@okf.kk.dk Du skal vedhæfte dokumentation for:
- at foreningen har aktiviteter i bydelen
- er mere end 1 år gammel
- har minimum 15 medlemmer
Hvad laver et lokaludvalg?
Fold alle ud
Hvad går lokaludvalgsarbejde ud på?
Som medlem af lokaludvalget får du et godt indblik i Østerbro og de aktuelle spørgsmål inden for byudvikling, trafik, miljø, fritid, kultur og socialområdet. Lokaludvalget behandler sager, der vedrører udviklingen af bydelen og uddeler puljestøtte til lokale aktiviteter på Østerbro. Derudover kan du som medlem igangsætte projekter med fokus på emner, som netop du synes er vigtige. Lokaludvalget afholder flere begivenheder for beboerne på Østerbro, som du også kan være med til at organisere.
Lokaludvalgets medlemmer består af frivillige repræsentanter fra lokale foreninger, råd, bestyrelser m.fl. samt fra de politiske partier i Borgerrepræsentationen. Lokaludvalget danner på den måde en værdifuld forbindelse mellem beboerne på Østerbro og politikerne på Københavns Rådhus.
Hvor ofte mødes lokaludvalget?
Lokaludvalgsarbejdet kræver lidt tid, og som minimum vil det indebære mellem 5-10 timers mødeaktiviteter om måneden.
Der er 11 lokaludvalgsmøder 11 gange om året, hvor lokaludvalget drøfter aktuelle sager, beslutter høringssvar, behandler puljeansøgninger mm.
Derudover har lokaludvalget arbejdsgrupper, som løbende mødes og arbejder med særlige interesseområder i bydelen, f.eks. inden for kultur, sociale aktiviteter og byplanlægning. Det er frivilligt, om man som medlem har lyst til at være med i en arbejdsgruppe.
Hvis du er særligt interesseret i at dele penge ud til lokale projekter, kan du også være med i puljeudvalget, der mødes 5 gange om året og forbehandler alle puljeansøgningerne, inden de behandles på lokaludvalgsmødet.
Hvad skal man kunne som nyt medlem?
Som nyt medlem får du en grundig indføring i lokaludvalgsarbejdet på en række spændende kurser. Det kræver derfor ikke særlige forudsætninger at være med i lokaludvalget, og du skal ikke afholde dig fra at stille op, fordi du er usikker på, om du kan finde ud af det.
Lokaludvalgets sekretariat
Bag lokaludvalget står et professionelt sekretariat, der hjælper med jura, formidling af kontakter til kommunen, planlægning af events, møder og meget mere. Du er altid velkommen til at tage fat i sekretariatet, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Vigtige datoer for det nyvalgte lokaludvalg
Fold alle ud
Konstituering og det gode samarbejde i lokaludvalget
Den 8. april er der spilleregelsseminar, hvor lokaludvalget bliver enige om et fælles fundament for samarbejdet i lokaludvalget.
Det første lokaludvalgsmøde
Den 29. april konstituerer det nye Østerbro Lokaludvalg sig. Umiddelbart efter konstitueringen holder det nye Østerbro Lokaludvalg sit første lokaludvalgsmøde og introduceres bl.a. til arbejdet med at uddele puljemidler.
Kursus om at engagere lokalområdet
Den 12. eller 20 maj er der fælleskursus for alle lokaludvalg i København om metoder til at gå i dialog med og involvere lokalområdet. Det er valgfrit, hvilken dato, du vil deltage.
Arrangement om samarbejde med kommunens forvaltninger
Den 9. juni er der fællesarrangement for alle lokaludvalg på Københavns Rådhus, hvor kommunens syv forvaltninger fortæller om rammerne for lokaludvalgenes samarbejde med politikere og forvaltninger.
Kursus om lokaludvalgets miljøopgave
Den 28. september er der fælleskursus for alle lokaludvalg om den brede palet af opgaver indenfor miljøområdet.
Kursus om planprocesser og lokalplaner
Den 21. oktober er der fælleskursus for alle lokaludvalg om byplanlægning, kommunale planprocesser og administration af lokalplaner i Københavns Kommune.
Kursus om lokalpolitisk indflydelse
Den 11. november er der fælleskursus for alle lokaludvalg om samarbejder i det lokalpolitiske arbejde og krydsfeltet mellem lokaldemokrati og indflydelse.