Vi vil ikke spare på kulturen på Østerbro

Handleplan for kulturhuse og biblioteker 2025-2028 (KUBI) sætter rammen for udviklingen af de kommunale kulturhuse og biblioteker de kommende år og planen er i offentlig høring indtil den 6. januar.

Der er i Handleplan for kulturhuse og biblioteker lagt op til besparelser på kulturområdet, og der lægges op til at der skal spares penge på både mursten og mennesker. Denne grundpræmis stiller Østerbro Lokaludvalg sig kritisk over for og vi ønsker grundlæggende ikke at støtte op om de foreslåede besparelser på kulturområdet.

I bydelen Østerbro har vi i dag et enkelt bibliotek til godt 80.000 mennesker i en geografisk stor bydel og det mener vi er for lidt. Vi ønsker desuden at åbningstiderne på biblioteket bliver udvidet til tidrummet kl. 7-21 alle ugens dage. 

Kulturelle fyrtårne
Som en del af den nye KUBI-plan bliver der foreslået at skabe "kulturelle fyrtårne" som skal være stærke samlingspunkter i kvartererne. I KUBI-planen bliver det beskrevet som "Bedre kulturtilbud på færre
lokationer" og vil betyde at udvalgte kulturhuse og biblioteker samlokaliseres, flyttes eller lukkes.

Østerbro Lokaludvalg ser positivt på de kulturelle fyrtårne, som KUBI-planen lægger op til, men vi ønsker ikke at det skal ske på bekostning af de små lokalbiblioteker og kulturhuse eller bydelens idrætskvadratmeter. Der er noget værdifuldt i de små biblioteker og de små steder, hvor der er plads til ro og fordybelse.

Vi ser gode muligheder for at udvikle Remisen på Trianglen som et nyt kulturelt fyrtårn på Østerbro, og vi er positive til at der udvikles videre på og med den eksisterende byggemasse. Vi vil dog holde fast i at der også fremover skal være idrætsfacilitet i indendørshallen. 

Vi foreslår desuden at man kigger på Svanemøllehallen når nye kulturelle fyrtårne skal udpeges. Her kan der evt. være mulighed for at kombinere idrætshal med bibliotek eller kulturfaciliteter. Østerbro Lokaludvalg arbejder for en udvikling og fornyelse af Svanemøllehallen, så Svanemøllehallen bliver mere åben og synlig i nærmiljøet, bedre integreret i nærmiljøet og bedre indrettet i forhold til opholdsmuligheder, pladsudnyttelse og udfoldelse af både idrætsaktiviteter og det sociale samvær i forbindelse med sport. (Se Østerbro Lokaludvalgs bydelsplan 2023-2026).

Læs høringssvaret her

Find høringen på Bliv Hørt