Velbesøgt borgermøde om skybrudssikring på Strandboulevarden
46 engagerede borgere var mødt op, da Østerbro Lokaludvalg afholdt borgermøde om skybrudsprojektet på Strandboulevarden. Lokaludvalget havde bedt Teknik- og Miljøforvaltningen og landskabsarkitekterne fra BOGL, forvaltningens rådgiver på projektet, om at komme og fortælle om hvad der skal ske på overfladen, når kommunen er færdig med det tekniske anlæg af skybrudstunnel.
Der blev stillet mange gode og relevante spørgsmål til projektet og rammerne. Blandt de mange spørgsmål var: Kan Strandboulevarden laves til en stillegade? (Nej, det tillader trafikken ikke); Hvad sker der med de p-pladser der forsvinder, kan man risikere, at de genetableres som el-bilspladser? (De bliver reetableret i sidegaderne 1:1); Og hvordan kan man få indflydelse på hvilken beplantning og udformning af rummet lige der hvor man bor? (Det vender vi tilbage til!)
Både lokaludvalgets formand Allan Marouf og repræsentanterne fra Teknik- og Miljøforvaltningen og BOGL svarede på de mange spørgsmål og et af resultaterne fra mødet blev, at Østerbro Lokaludvalg sammen med Miljøpunkt Østerbro allerede den 20. oktober afholder en workshop, hvor beboere og forretningsdrivende fra Strandboulevarden vil kunne komme med forslag hvor der helt konkret skal plantes træer og buske og græs og løgplanter.
Skybrudsprojektet danner basis
Skybrudsprojektet dækker over anlæg af forsinkelsesbassiner og et grønt areal samt en promenade i den østlige side af Strandboulevarden. Bassinerne skal opsamle regnvand – både almindelig hverdagsregn og ved skybrud. Det betyder, at der i den østlige side bliver nogle spændende niveauforskelle, som også kan bruges til rekreative funktioner. Man kan læse mere om selve skybrudsprojektet her.
Der er tale om et basisprojekt, som har til formål at håndtere regnvand, og der er ikke midler til hverken legepladser, eller andet byrumsinventar som for eksempel boldbaner eller bænke. Projektet er dog designet til, at der vil kunne bygges videre, når skybrudsløsningerne er etableret. Det kan komme på tale, hvis politikkerne på rådhuset sætter penge af til det i overførselssagen eller på budget 2022.
Lokaludvalget mener derfor, at det er vigtigt, at man allerede i udformningen og gennemførelsen af skybrudsprojektet, tænker fremtidige udviklingsmuligheder ind. Hvis man for eksempel med tiden gerne vil have en boldbane på et bestemt areal, er det måske ikke der, man skal plante nye avnbøge, der kan blive 30 meter høje! Er der områder, hvor man kan håbe på at få opstillet bænke, skal man måske allerede nu tænke på om man vil have skyggetræer eller lavt buskads der skærmer og giver læ.
Træfældning og fokus på det grønne
Både landskabsarkitekter og forvaltningen kunne i øvrigt forsikre, at der kun bliver fældet de raske træer, det er absolut nødvendigt for at de tekniske anlæg kan installeres. Københavns Kommune har en træpolitik, som netop går ud på at bevare og plante endnu flere træer i byen. I projektet skal der fældes 49 træer, mens der er lagt op til at plante 150 nye træer, 150 nye mindre træer og buske samt 1500 kvadratmeter løgplanter. Pengene til de mange nye træer, buske og planter kommer fra ’takstmidlerne’ altså fra de penge, vi som forbrugere betaler for at bruge vand.
Lokaludvalget og Miljøpunkt Østerbro inviterer til workshop
Vi i lokaludvalget er glade for, at så mange engagerede borgere mødte op til borgermødet. Formand for Østerbro Lokaludvalg Allan Marouf siger: ’Det er et kardinalpunkt for Østerbro Lokaludvalg at få hørt borgerne. Samtidig er skybrudssikring og borgerdialog også en utrolig vigtig del af Miljøpunkt Østerbros arbejde’. Nu har vi fået præsenteret rammerne for projektet, og ser frem til at hjælpe med at udfylde denne.
Derfor påtænker vi at invitere til en workshop senere på måneden. Følg med på lokaludvalgets hjemmeside og Facebook for mere information om tid og sted for workshoppen samt tilmelding, men sæt allerede nu kryds i kalenderen tirsdag den 20. oktober!