Remisen - et nyt biblioteks- og bevægelseshus?

Kultur- og Fritidsforvaltningen foreslår at lukke flere af byens biblioteker og kulturhuse for at skabe færre steder med mere bemanding og flere aktiviteter i et høringsmateriale sendt ud til udvalgte interessenter. Lokaludvalgene er høringspart i sagen og har indsendt et høringssvar hvor vi grundlæggende stiller os positive overfor forslaget om at etablere et nyt bevægelses- og bibliotekshus i Remisen.
Baggrund
Kultur- og Fritidsforvaltningen i alt skal finde effektiviseringer og besparelser for ca. 20 mio. kr. i 2026 stigende til ca. 37 mio. kr. i 2027. Fælles for høringsforslagene er et ønske om at nedjustere antallet af kommunes fysiske kvadratmeter for så til gengæld at styrke kvaliteten af de kommunale tilbud ved at øge aktivitets- og bemandingsniveauet.
Remisen (Østerbro Bibliotek og Øbro Jagtvej)
Det er muligt at etablere et kombineret biblioteks og bevægelseshus i Remisen, som har en beliggenhed centralt på Østerbro – lige ved Trianglen. Forslaget indbefatter en flytning af det nuværende Østerbro Bibliotek og evt. Øbro Jagtvej Bibliotek. Der er to scenarier for byggeprojektets omfang - et lille scenarie og et stort scenarie.
Lille scenarie: Etablering af biblioteket kan ske ved, at 600 m2 af de nuværende idrætsfaciliteter overgår til bibliotek, samtidigt med at der etableres yderligere 500 m2 bibliotek i det eksisterende bygningsvolumen i form af et nyt, indskudt etagedæk.
Store scenarie: Det lille scenarie samt tilføjelse af yderligere 500 m2 areal til idræt som kompensation. Det vil også tilgodese Sortedamskolen, der bruger faciliteterne i dags- og eftermiddagstimerne. Tilsvarende kan der arbejdes med at opgradere den bemandede legeplads under Teknik og Miljøforvaltningen til mere bevægelse for børnefamilier i dagtimerne og idrætsforeninger i eftermiddags- og aftentimerne.
Østerbro Lokaludvalg anbefaler at Remisen kun udvikles som bibliotek, hvis det sker efter det “store scenarie”, som sikrer opretholdelse af idrætskapacitet og skoleadgang.
Vi anerkender behovet for at reducere driftsudgifter – fx ved at fraflytte dyre, private lejemål – men vi kan ikke støtte forslag, der forringer adgangen til biblioteks- eller idrætsfaciliteter. Østerbro Lokaludvalg er grundlæggende positiv over for etableringen af et kombineret bibliotek og bevægelseshus i Remisen, da det rummer potentiale for synergi mellem kultur og idræt i en central lokation. Men vi vil understrege, at det kun er det såkaldte “store scenarie”, der kan sikre en reel bevaring af idrætskapaciteten og dermed understøtte både skoleidræt og foreningsliv i området, samtidig med at bydelens bibliotekskapacitet ikke forringes. Vi kan ikke støtte det lille scenarie, da det indebærer en reel reduktion af idrætskvadratmeter uden tilstrækkelig kompensation. Det risikerer at ramme både Sortedamskolens brug af faciliteterne i dagtimer og fritidsaktiviteter for børn og unge i eftermiddagstimerne.
Det er vigtigt at pointere, at Østerbro er byens folkerigeste bydel, og at begge biblioteker har højt besøg og udlån. Østerbro Bibliotek havde i 2024 207.000 besøgende og197.000 udlån og Øbro Jagtvej Bibliotek havde 162.000 besøgende og158.000 udlån Derfor er det også uacceptabelt for lokaludvalget hvis etableringen af biblioteksfunktion i Remisen fører til at Øbro Jagtvej Bibliotek lukker uden at der etableres erstatningskapacitet andetsteds i bydelen. Kommunen bør derfor sikre, at denne høje efterspørgsel fortsat kan imødekommes. Vi opfordrer derfor til, at kommunen arbejder videre med et supplerende bibliotekstilbud i den nordlige del af bydelen, fx i forbindelse med vores projekt om modernisering og udbygning af Svanemøllehallen, som ligger centralt og stationsnært.
Kultur og Fritudsudvalget på rådhuset vil træffe beslutning om de foreslåede lukninger den 10 juni.