Østerbros klimakvarter skal gennemgå en grøn og trafikal forandring

I løbet af de kommende år vil vejene i Klimakvarteret på Østerbro blive sikret imod større regnmængder, og gående og cyklister kommer til at føle sig mere trygge ved at mindske gennemkørende trafik. Det vil bl.a. få betydning for områdets trafikanter.

I Klimakvarteret på Østerbro mellem Jagtvej, Østerbrogade, Lyngbyvej og S-banen er der forandringer på vej, som både skal gøre området mere attraktivt og sikre det mod fremtidens vejr. Dele af kvarteret har tidligere været igennem forandringer med grønne klimatiltag, der kan håndtere store mængder regn og meget mere. Nu skal resten af kvarteret med. 

Status Oktober 2025

Den trafikale fredeliggørelse af Klimakvarteret starter fra den 5. januar 2026

Trafikløsningerne, som skal sikre den trafikale fredeliggørelse af Klimakvarteret, træder i kraft løbende fra den 5. januar 2026, og alle tiltag er på plads den 1. februar 2026.

Tiltagene bliver først afprøvet som forsøg, så der kan evalueres på dem sammen med beboere og erhvervsdrivende i kvarteret, inden der anlægges permanente løsninger.

Trafikplanen, giver dig en oversigt over de nye trafikale tiltag (pdf)

Cirkulationskortet viser, hvordan du kan køre rundt i kvarteret (pdf)

Forsøgsperioden varer fra februar til november 2026. Undervejs – fra maj til juni – bliver der lavet en midtvejsevaluering og løsningerne tilpasses i august, hvis der er behov. Den endelige evaluering præsenteres for politikerne, som skal beslutte, om tiltagene skal gøres permanente i 2027.

Der laves nye trafikændringer hen over vinteren 2025/2026.

  • I november og december 2025 bliver der sat nye skilte op. De bliver i første omgang dækket med poser, og træder først i kraft når poserne fjernes.
  • Fra 5. januar 2026 bliver der lavet vejstriber, sat spærrebomme op og etableret bussluse. Disse tiltag træder løbende i kraft, efterhånden som de etableres, og samtidig fjernes poserne fra de nye skilte.
  • 1. februar 2026 er alle trafikale ændringer på plads og trafikforsøget starter.

Klimatilpasning og genopretning af Ydre Østerbro Vest

Det store klimatilpasningsprojekt har været i offentligt udbud i foråret 2025 og der er nu fundet en entreprenør, som skal arbejde videre på at udvikle og optimere projektet sammen med kommunens rådgiver.

Klimatilpasningsprojektet vil efter planen påbegynde anlægsarbejdet medio 2026, mens byrumsprojektet på Reersøgade udarbejdes i et særskilt og forskudt forløb. For at minimere gener for beboere og erhvervsdrivende i kvarteret, vil arbejdet foregå i etaper.

Etapekortet viser den foreløbige etapeinddeling (pdf)

Byrumsprojekt på Reersøgade

Det seneste borgermøde om det kommende grønne byrum i Reersøgade blev afholdt den 17. juni 2025, hvor de fremmødte blev præsenteret for visionen for et grønt og sammenhængende byrum. Læs mere om projektet og borgernes input til det videre arbejde i følgende præsentation og referat af borgermødet.

Præsentation fra borgermøde om Reersøgade den 17. juni 2025

Referat af borgermødet om Reersøgade den 17. juni 2025

Plan for at renovere og regnvandssikre kvarteret

I de kommende år vil flere gader i Klimakvarteret blive fornyet med grønne vejbede og andre tiltag, der skal lede regnvandet væk fra gaderne, så kældre mv. ikke oversvømmes.

Der vil blive plantet flere vejtræer, etableret plantebede og skabt flere opholdsmuligheder. 

Byrummene omkring Reersøgade skal opdateres, og der skal skabes et grønnere og mere rekreativt lokalt byrum. Samtidig bliver fortove og asfalt fornyet i otte af de gader, der alligevel skal graves op, så både gadernes kvalitet og tilgængeligheden for handicappede får et løft.

Plan for at begrænse biltrafikken i kvarteret

Det har længe været et ønske fra mange beboere i området at få et fredeligt kvarter uden for meget gennemkørende og tung biltrafik, så det er mere trygt at færdes til fods og på cykel. Derfor vil man begrænse mængden af biler, der benytter kvarteret som smutvej. Tiltagene vil både mindske luftforureningen og give mere ro i gaderne.

For at finde frem til de bedste, trafikale løsninger bliver kvarterets borgere og erhvervsliv inddraget. De valgte løsninger vil også først blive testet først ude i gaderne, inden de gøres permanente.

Hvis du vil følge med i arbejdet med det store projekt og Reersøgade-projektet, kan du tilmelde dig nyhedsbrevet her

Du kan du høre mere om ændringerne til Åbent Hus den 26. november 

Alle i lokalområdet er inviteret til Åbent Hus, hvor du kan møde medarbejdere fra Københavns Kommune og høre, hvad de valgte trafikløsninger betyder for dig. Du kan også høre om de kommende klimatilpasningsprojekter i kvarteret.

Åbent Hus – Drop-in, tilmelding er ikke nødvendig

Hvornår: Onsdag den 26. november, mellem kl. 14-18

Hvor: Kildevæld Kulturcenter, Bellmansgade 3C