Ny lokalplan for Bryggervangen på vej

Lokaludvalget stiller sig kritisk til den foreslåede lokalplan for Bryggervangen og har indsendt et høringssvar til kommunen.
Billede
Rendering af planlagt byggeri på Bryggervangen
Fotograf
Illustration: ACT Architects

Lokaludvalget stiller sig kritisk til den foreslåede lokalplan for Bryggervangen. Lokalplanen var i offentlig høring indtil den 25. oktober 2024.

Formålet med lokalplanen er at fastlægge rammer for opførelse af boliger, heriblandt familier- og ungdomsboliger, daginstitution samt et supermarked og serviceerhverv. Det skal opføres som en karré i seks-syv etager med en bygningshøjde på højst 24 m. 

Østerbro Lokaludvalg er kritisk overfor den samlede bygningsvolumen, som der bliver lagt op til i planforslaget. Den virker meget massiv og vi er også bekymrede over, hvordan byggeriet vil kunne påvirke Skt. Kjelds Plads. Der er med pladsen skabt et unikt byrum, der har en samlende effekt på lokalmiljøet. Med den nye bebyggelse, hvor karréen føres frem til pladsen, frygter vi, at det grønne areal presses og mister sin karakter af et lyst og luftigt byrum. 

Lokaludvalget har i samarbejde med Teknik- og Miljøforvaltningen og bygherre arrangeret og afholdt et borgermøde den 1. oktober. Der var stor tilslutning til mødet, og vi anslår, at omkring 80 personer (særligt lokale beboere) deltog. 

På borgermødet blev der givet udtryk for: 

  • Modstand mod at der bygges højere og tættere. Flere pegede på, at det harmonerer dårligt med Klimakvarteret, herunder Skt. Kjelds Plads. 
  • Bekymring over skyggeeffekten fra det nye, højere byggeri og hvordan det vil påvirke de eksisterende bebyggelser og livet mellem husene. 
  • Modstand mod fjernelse af det grønne areal langs Sejerøgade, herunder også ærgrelse over, at det planlagte gårdområde vil være lukket for offentligheden. 
  • Utilfredshed over parkeringsforhold. Beboere oplever stort pres på p-pladser, og frygter at dette bliver værre, når der bygges tættere. 
  • Bekymringer om byggeprocessen, afspærring, tilgængelighed, støj og øget tung trafik.

Find udkastet til lokalplanen her

Læs lokaludvalgets høringssvar her