Ny analyse af den Københavnske parkeringszone
Det kan være vanskeligt at finde parkering i København, og også på Østerbro kender flere bilejere nok til oplevelsen af at måtte cirkle rundt i kvarteret på jagt efter en plads. Og når flere pendlere tager bilen på arbejde, kan der være endnu mere rift om pladserne. På Østerbro er ca. hver 4 (voksne) beboer bilejer. Der er udstedt ca. 16.000 p-licenser, og der er ca. 15.000 registrerede p-pladser.
Teknik- og Miljøforvaltningen er i gang med at se på parkeringsbelægningen i byen. Analysen skal munde ud i et budgetnotet med forslag til muligheder for udvidelse af parkeringszonen eller alternativt indføre tidsbegrænset parkering. Tankerne bag en udvidelse af p-zonen er at give flere pendlere et incitament til at fravælge parkering inden for zonen, eller helt lade bilen stå hjemme og tager offentlig transport.
Men giver det overhovedet mening med en udvidelse af p-zonen?
Parkeringszonen blev udvidet i 2016. På Østerbro betød det, at området mellem Jagtvej og S-banen blev til betalingszone. Oprettelsen af gul zone har betydet, at det er blevet lettere for beboerne i området at finde en parkeringsplads. Kommunens tal viser nemlig at parkeringsbelægningen i gul zone er gået fra en belægning på 107% til 99% (begge målinger kl. 22).
Kommunens undersøgelser har særligt fokus på at undersøge randzonerne, og se på hvor stort presset er på parkeringen her samt at undersøge hvem der parkerer i disse zoner (beboere eller pendlere). På Østerbro er øjnene især rettet mod området nord for Svanemøllen Station, der ligger lige uden for gul zone. Efter udvidelsen af p-zonen har lokaludvalget modtaget flere henvendelser fra beboere, der bemærker, at der har været et øget pres på parkeringspladserne i området – både fra pendlere, delebiler og turister til lufthavnen der langtidsparkerer (gratis). Kommunens tal understøtter beboernes oplevelse. Parkeringsbelægningen inden udvidelsen af p-zonen var nord for gul zone 44 % og nu er den på 72% (begge målinger kl. 22).
Ifølge kommunens undersøgelser tyder det dog på, at parkeringen er skubbet uden for zonen, og dermed er problemet altså flyttet og ikke løst.
Det mener lokaludvalget
I Østerbro Lokaludvalg er vi positive over for muligheden for at udvide p-zonen og ser især gerne området nord for Svanemøllen station inkluderet. På den måde gøres det mindre attraktivt for pendlere at parkere og tage tog eller bus videre.
Der er dog, ifølge lokaludvalget, også udfordringer andre steder i bydelen. For eksempel er der i området omkring Hellerup station, som på trods af postnummer 2900 er en del af Østerbro, indført tidsbegrænset parkering. Det har resulteret i, at en del af pendlerparkeringen er flyttet til området syd for Tuborgvej, bl.a. Rymarksvej. Her oplever beboere et stigende pres fra pendlerparkering, delebiler og lignende. Kombineret med de mange institutioner på vejen, er det til stor gene for beboerne i området.
Østerbro Lokaludvalg er blevet bedt om input til kommunens parkeringsanalyse og har anbefalet, at kommunen undersøger forholdene i området syd for Hellerup station, og at parkeringszonen udvides nord for gul zone.