Lyt til borgernes ønsker i udviklingen af Naturpark Nordhavn
Vi har netop indsendt høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen og Økonomiforvaltningen med vores kommentarer til udformningen af Naturpark Nordhavn. Høringssvaret er udarbejdet på baggrund af den dialogproces, der har kørt de sidste par måneder på initiativ fra By & Havn og Københavns Kommune samt Østerbro Lokaludvalgs egne undersøgelser.
Der har blandt andet været afholdt en Naturpark-dag (3. oktober), en borgerpanelundersøgelse i Københavns Borgerpanel med ca. 5.000 deltagere, kampagne og dialog på SoMe og interessentmøder med særlige interessenter herunder Østerbro Lokaludvalg. Endelig har der været et afsluttende borgerdialogmøde på Københavns Rådhus den 7. december 2021. Østerbro Lokaludvalg har også selv foretaget en Borgerpanelundersøgelse, som over 2.200 østerbroere deltog i.
Tydelighed i borgernes ønsker til parken
Undersøgelserne viser, at der er en overvejende interesse for prioritering af den vilde natur. I borgerpanelsundersøgelsen prioriterer 2 ud af 3 respondenter vild natur og faciliteter knyttet til vild natur. Etablerede idrætsanlæg (fx boldbaner, MTB-anlæg mm.) vægter noget mindre. Lokaludvalget anerkender i høringssvaret, at der er et stort behov for idrætsfaciliteter særligt i forhold til de mange nye beboere i Nordhavn. Dog anbefaler lokaludvalget at disse placeres tæt på metrostationer, og tættere på boligbebyggelser. Dette understøttes af borgerpanelundersøgelsen, hvor et flertal foretrækker cykel/gangafstand til idrætsfaciliteter.
Dialogprocessen viser tydeligt københavnernes ønsker for parken, og lokaludvalget appellerer i det nye høringssvar til, at der bliver lyttet til borgernes ønsker i den videre beslutningsproces.
Østerbro Lokaludvalg er en del af paraplyorganisationen ”Nordhavns Naturvenner” og støtter op om principperne, der er opstillet for naturparken:
- Hovedparten og de yderste 28 ha skal forbeholdes den vilde natur og skal i dette område prioriteres over idrætsfaciliteter.
- Idrætsfaciliteter bør placeres stationsnært og/eller tættest muligt på boligbebyggelsen.
- Der støttes op om en naturpark på 100 ha som beskrevet i vedlagte folder med en konkret skitse til anvendelse.
I høringssvaret anbefaler Østerbro Lokaludvalg også, at man dropper planerne for en ny containerterminial i området. Læs høringssvaret her.