Gode nyheder til Østerbro i overførselssagen
Under overskriften ”Grøn by til alle” landede et bredt flertal i Københavns Borgerrepræsentation tirsdag den 22. marts aftalen om dette års overførselssag. Overførselssagen er den aftale, hvor restmidler fra det kommunale budget bliver fordelt på projekter i hele kommunen, og her på Østerbro får vi også glæde af de midler der bliver uddelt fra 2021.
Aftalen skal bane vejen for at København forbliver en del af den absolutte fortrop, når det kommer til grøn omstilling. Blandt andet er der afsat midler til at lave et særligt københavnsk klimabudget, der sikrer at belastningen af klimaet vejer lige så tungt som økonomien, når politikerne fremover skal forhandle om de kommunale budgetter i København. Der er også sat penge af til en analyse, som skal lægge sporene til, at København når i mål med ambitionen om at halvere CO2-udledningen fra kommunens indkøb, og til at støtte ”Sustainable Change Makers” – et iværksætternetværk for unge. 7
Byens børn kommer til at nyde godt af aftalen, hvor der afsat midler til en ny specialinstitution og til at københavnske folkeskoleelever kan indgå i undervisningsforløb ude hos byens mange aktører med særlig vægt på den grønne dagsorden. Der er også afsat midler sikre skoleveje. Og selvom der ikke er afsat midler til nogle konkrete projekter her på Østerbro, så glæder vi os over at emnet får opmærksomhed, og arbejder videre med det her i Østerbro Lokaludvalg.
Med aftalen bliver forholdene for de allermest udsatte københavnere også løftet. Der er afsat knap 83 millioner kroner til et botilbud for 54 københavnere med sindslidelse, ligesom der er fundet godt 11 mio. kr. til at give huslejetilskud og hjælp til 50 af byens hjemløse.
Det betyder resultatet af overførselssagen for Østerbro
Bredere fortov ved Poul Henningsens Plads
Parterne er blevet enige om at afsætte midler til etablering af et udvidet fortov i krydset Jagtvej/Østerbrogade. Det bredere fortovsareal skal lette afviklingen af den stigende forgængertrafik fra metrostationen Poul Henningsens Plads, og der er afsat 1 mio. kr. samlet på anlæg til 2022-2023 til udvidelse af fortovet.
I Østerbro Lokaludvalg er vi særligt glade for denne beslutning, da vi gennem et længere stykke tid – sammen med lokale beboere – har kæmpet for at der bruges mindre plads på cykelparkering og i stedet gøres plads til de forbigående trafikanter, der især går til og fra metrostationen.
Renovering af Heibergskolen og Strandvejsskolen.
Der har gennem de seneste budgetforhandlinger været stort fokus på skolerenoveringer af de (nedslidte) københavnske folkeskoler. Denne linje følges forsat, og i denne overførselssag er der afsat 40 mio. kr. til genhusning og supplerende tiltag i forbindelse med helhedsrenoveringer på i alt 3 skoler, herunder også Østerbroskolerne Heibergskolen og Strandvejsskolen.
Borgersamling om grønt byliv på Indre Østerbro
Parterne har afsat midler til at etablere og facilitere en borgersamling om grønne gader, rekreative områder, parker, parkering, udeservering og udeliv på Indre Østerbro. Der er afsat 0,6 mio. kr. i 2022 og 1,3 mio. kr. i 2023 på service til projektledelse, rådgivning og facilitering af borgersamlingen.
I lokaludvalget er vi glade for alle tiltag der kan fremme den grønne udvikling af bydelen, og vi ser frem til at bydelens københavnere bliver inddraget aktivt i den grønne udvikling af vores bydel.
Ny løbebane på Østerbro Stadion
Kunststofbelægningen på løbebanen rundt om fodboldbanen på Østerbro Stadion er så nedslidt, at det bliver nødvendigt at lukke banen for at undgå faldulykker. Heldigvis har parterne bag overførsselssagen afsat midler til at udskifte løbebanen, så sprint-glade østerbroere igen kan suse rundt på stadion uden at glide. Der er afsat 7,8 mio. kr. på anlæg i 2022 til udskiftning af løbebanen. Der er afsat yderligere 0,2 mio. kr. i planlægningsbevilling, hvor en udskiftning af det eksisterende dræn og etablering af varme under banen skal undersøges. Der har nemlig været problemer med ophobning af regnvand, som har været skyld i aflysning af kampe og træning på fodboldbanen.
Læs mere om overførselssagen og find det samlede overblik over projekter her.