Fodgængeovergang på vej i Nordre Frihavnsgade
Efter at cykelgaden på Nordre Frihavnsgade er blevet taget i brug, har en række borgere og Dansk Blindesamfund påpeget at der er for dårlige krydsningsforhold omkring Randersgade og A.L. Drewsens Vej, hvor der før ombygningen har været et fodgængerfelt. Dette er et problem, som skal løses hurtigt muligt og i går (den 5. februar) har Teknik- og Miljøudvalget på rådhuset besluttet at gå videre med en model, hvor der etableres en fodgængerovergang uden midterhelle. Lokaludvalgets forperson, Allan Marouf, havde foretræde i sagen og anbefalede denne løsning på vegne af Østerbro Lokaludvalg.
Da Nordre Frihavnsgade blev omgjort til cykelgade, blev der nedlagt tre fodgængerfelter med torontoanlæg (gule blinkende lamper) ved henholdsvis Hobrogade, Viktor Borges Plads og A.L. Drewsens Vej. Fodgængerfelterne blev nedlagt for at give Nordre Frihavnsgade mere en karakter af strøggade, hvor fodgængere frit kan krydse gaden, hvor det passer dem. Det har dog vist sig at det ikke er så overskueligt at krydse gaden som forventet. Teknik- og Miljøforvaltningen og lokaludvalget har derfor modtaget en række henvendelser om de nedlagte fodgængerfelter i Nordre Frihavnsgade. Teknik- og Miljøforvaltningen kom på den baggrund til Nordre Frihavnsgade i november og december 2023 og udførte observationer af, hvordan fodgængere krydser Nordre Frihavnsgade ved Randersgade og A.L. Drewsens Vej, hvor blandt andet mange skolebørn krydser gaden til og fra skole. Derudover er der boliger for blinde på Randersgade, som medfører behov for et krydsningspunkt med retnings- og tilgængelighedsfliser. Observationerne har ført til en anbefaling om at genetablere fodgængerovergangen ved Randersgade og A.L. Drewsens Vej. Når Borgerrepræsentationen får frigivet pengene, vil fodgængerovergangen med kort varsel kunne blive etableret.
Vi glæder os til der igen kommer en fodgængerovergang i Nordre Frihavnsgade!
Find referatet fra mødet i Teknik- og Miljøudvalget via linket