Borgerpanelundersøgelse om Naturpark Nordhavn
Processen omkring udformning og anlæg af den nye Naturpark Nordhavn er en af de største og vigtigste projekter for København, Østerbro og Nordhavn lige nu.
I lokaludvalget har vi valgt at foretage en ny Borgerpanelundersøgelse, for at have en god forståelse af borgernes holdninger til den nye naturpark samt deres forventninger, præferencer og prioriteringer for parken og dens indhold.
2.623 borgere har gennemført undersøgelsen. Resultaterne fra undersøgelsen vil blandt andet blive brugt som baggrund til at skrive et høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen, Økonomiforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen, der kommer til at stå for det videre arbejde med planlægning af Naturparken.
Det mener borgerne: prioriter naturarealer, stillezoner, ophold og bademuligheder
Langt de fleste østerbroere forventer at benytte sig af faciliteterne i Naturpark Nordhavn. Kun 2% forventer slet ikke at benytte parken.
I undersøgelsen tegnes et tydeligt billede af hvilke 4 faciliteter, der er de vigtigste for borgerne. Således mener 71% at vilde naturarealer er det allervigtigste, imens 49% efterspørger stillezoner, 46% efterspørger bademuligheder, og opholdsarealer med borde og bænke er det vigtigste for 41% af de adspurgte. Endvidere ser østerbroerne i høj eller nogen grad (89%) at der indtænkes biodiversitet i parken.
På en skala fra 0 – 100, hvor 50 er en lige fordeling, vægter østerbroerne naturområder højere end idrætsområder (68), og ser hellere en park med vild natur fremfor kultiveret natur (63). Idrætsfaciliteterne ser østerbroerne helst primært præget af uorganiseret idræt (63).
Derudover foretrækker østerbroerne et scenarie, hvor idrætsfaciliteterne placeres tæt på beboelsesarealer (64%), og hvor den resterende del indrettes som naturområde. Det skal også helst være let at komme til og fra især idrætsområderne til fods eller på cykel. 64% ser gerne de nye idrætsfaciliteter ligger i cykelafstand til byen, og 44% mener man skal kunne gå. Men det gælder også for naturområderne, hvor 59% mener at cykelforbindelser er det vigtigste når, man indretter nye naturområder.
Derudover er det vigtigt for østerbroerne, at det er trygt at benytte Naturparken. Det gælder uanset om der er tale om natur (56%) eller idrætsfaciliteter (53%).
75% af besvarelserne foretrækker en park på 100 HA, fremfor den planlagte på 28 HA. Dog kommenterer en del, at dette spørgsmål er biased.
Østerbroerne og beboerne i Nordhavn ikke helt enige
Besvarelserne fra Nordhavn (174) adskiller sig fra den resterende del af undersøgelsen på visse områder. Tilgængelighed til idrætsfaciliter med bil er i høj eller meget høj grad vigtigt for 25% af besvarelserne fra Nordhavn mod 13% af besvarelserne fra hele undersøgelsen. Parkeringsmuligheder i forbindelse med indretning af idrætsfaciliteter er vigtigt for 28% af Nordhavns borgere mens kun 17% af østerbroerne svarer at dette er vigtigt. Også parkeringsmuligheder ved naturfaciliteter er vigtigere for beboerne i Nordhavn (23%) end for Østerbro generelt (15%).
89% af besvarelserne fra Nordhavn forventer i nogen eller i høj grad at benytte Nordhavn Naturpark mod 75% i hele undersøgelsen – og det er også vigtigere for Nordhavn at naturfaciliteterne ligger tæt på bopælen (55%), end for undersøgelsen som helhed (49%).
Endelig er der procentuelt betydelig flere fra Nordhavn, der vil bruge parken, hvis der etableres løbe/motionsruter (41% mod 29%).
Kommentarer til undersøgelsen
Rigtigt mange giver i kommentarer til undersøgelsen udtryk for et ønske om, at de vilde naturområder prioriteres. Flere kommenterer, at de gerne ser, at der også indtænkes arealer til fritløbende hunde. Af kommentarerne fremgår også, at der ønskes mulighed for både badning, fiskeri og kajak. En del kommentarer fremfører også, at der generelt er mangel på idrætsfaciliteter på Østerbro, herunder en svømmehal.
Mange mener også der skal indtænkes gode toiletforhold og sørges for renhold.
En del kommentarer nævner at de ønsker en større park – og enkelte fremfører at den planlagte containerterminal bør placeres andre steder.