Nordhavn
Nordhavn er Københavns største byudviklingsområde. Der bor allerede mere end 3.000 mennesker i det ny Nordhavn, men frem mod 2050 er forventningen, at dette tal udvides til 40.000 – og med lige så mange arbejdspladser!
I lokaludvalget følger vi udviklingen i Nordhavn meget tæt, men vi vil ikke nøjes med at se til fra sidelinjen. Vi vil engagere os i samarbejdsprojekter med lokale aktører om sundhedsfremmende aktiviteter i Nordhavn. Vi vil samarbejde med både private og offentlige aktører og sætte særligt fokus på deres behov og den generelle udvikling ’mellem husene og inde i hovederne’ på de nuværende og kommende beboere i og brugere af Nordhavn. Vi vil støtte og samarbejde med kulturfestivaler i Nordhavn, der kan bidrage til den sociale sammenhængskraft og vi vil både stå til rådighed for og række ud til fritids- og idrætsforeninger i Nordhavn, der tager et særligt ansvar for at styrke både den mentale sundhed, men også at inddrage borgerne og som sætter fokus på at arbejde på tværs af generationer.