Fællesskaber på tværs af generationer

Lokaludvalget vil i de kommende år arbejde for at mindske ensomheden på Østerbro

Østerbros oplevelse af sociale udfordringer

I lokaludvalget spurgte vi i efteråret 2022 medlemmerne af Østerbro Borgerpanel om vigtigheden af forhold som mental sundhed (fx angst, depression og spiseforstyrrelser), integration gennem idrætsforeninger og ensomhedsproblematikker. Af de mere end 2000 personer, der besvarede undersøgelsen sagde 51 % at mentalt sundhed var vigtigt og 42 % svarede at ensomhedsproblematikker var vigtigt for dem.

Af de langt over 800 personer der svarede, at ensomhedsproblematikker var vigtige for dem, svarede 26 % (221 personer) at de var ensomme ofte (3 %) eller af og til 23 %).

Dette flugter med Region Hovedstadens Sundhedsprofil 2021 der fandt at 11 % af beboerne på Østerbro var ensomme. I lokaludvalget mener vi, at over 10 % ensomme på Østerbro er alt for mange! Og vi vil gerne være med til at nedbringe det tal.

Projekter

Vis alle

Arrangering af fællesspisning på Østerbro

’44 % ville tage imod en invitation til middag fra en de kun kendte flygtigt’! Sådan står der i Folkebevægelsen mod ensomheds folder, ’Viden om ensomhed’.
Det er viden, der er til at handle konkret på.

Allerede i forsommeren 2023 forventer lokaludvalget at arbejde sammen med Kultur- og Fritidsforvaltningen om et pilotprojekt om fællesspisning på Østerbro. Forhåbningen er, at dette pilotprojekt kan rulles ud, eventuelt skaleres og permanentgøres i løbet af denne lokaludvalgssamling.


Status 2024:

Fremfor at arrangere et nyt arrangement med fællesspisning, og derved indgå i konkurrence med allerede eksisterende initiativer, vil Lokaludvalget søge at samarbejde med andre aktører, som også oprindeligt beskrevet i bydelsplanen, og derved understøtte gode, etablerede tiltag. 

Strategisk brug af puljemidler

Ekstra fokus på ansøgninger, der har som særligt formål at fremme fællesskaber på tværs af generationer

Både for børn og ældre gælder, at de gerne vil kunne invitere venner eller familie hjem eller deltage i lokale klub- eller kulturtilbud. I lokaludvalget er vi opmærksomme på, at de krav, der stilles til etablering af frivillige indsatser gennem tiden er blevet så høje, og det at finde egnede lokaler at gennemføre aktiviteter i, så relativt svært, at frivillige ind imellem nærmest kaster håndklædet i ringen før de er kommet i gang.

Lokaludvalget har fået en pose penge af Københavns Borgerrepræsentation (BR), som de har bedt lokaludvalget forvalte. Opgaven er: ’…udmøntning af årlige puljemidler til aktiviteter, udstyr og materiel, der gavner lokalområdet og bidrager til realisering af lokaludvalgets bydelsplan. Puljemidlerne kan anvendes til at støtte projekter og aktiviteter i bydelen efter ansøgning fra københavnere og foreningslivet.

Her vil lokaludvalget i denne lokaludvalgsperiode undersøge om vi, indenfor de rammer, der ligger for puljen, kan sætte særligt fokus på ansøgninger fra projekter, der har som særligt formål at fremme fællesskaber på tværs af generationer.

Lokaludvalget kan også indgå i samarbejdsprojekter med andre aktører, fx andre lokaludvalg om aktiviteter i og udenfor bydelen. Endelig kan lokaludvalget afsætte midler til egne projekter, dog således at puljemidlerne kommer københavnerne til gode og anvendes til at støtte lokale initiativer fra bydelens københavnere’.

(Se Kommissorium for lokaludvalg via linket)

Lokaludvalget fastsætter selv de nærmere kriterier for tildeling af puljemidler og der er allerede et sæt kriterier på plads:

Læs Østerbro Lokaludvalgs retningslinjer for Østerbropuljen via linket