Udviklingen i Nordhavn
Den nye bydel, Nordhavn, er i rivende udvikling og lokaludvalget ønsker at have indflydelse på at den videre udvikling af Nordhavn. Det er vigtigt for os, at der fra start bliver skabt gode forhold for børn og unge, og gode vilkår for at have et godt familieliv i Nordhavn. Det er vigtigt at der bliver etableret gode skoler og daginstitutioner, men det er også vigtigt at have fokus på at få etableret et rigt foreningsliv og kultur- og fritidsfaciliteter fra start. Nordhavn skal hverken mangle kulturtilbud, de lokale spejderklubber eller legepladser. De unge skal have steder at hænge ud og der skal gøres en særlig indsats for at nye foreninger og fællesskaber opstår. For at dette kan lykkedes, bliver det nødvendigt at sørge for at give plads til de nødvendige faciliteter som lokaler og arealer, og det bliver nødvendigt at fokusere på arbejdet med netværksdannelse, fællesskaber, identitet og tilhørsforhold.
Projekt
Vis alle
Naturskolen i Nordhavn
Et naturskoletilbud i Nordhavn vil være til gavn for hele byen og især beboere, skoler og institutioner i Nordhavn og på Østerbro. Naturskolen i Nordhavn vil kunne styrke de lokale skoler og daginstitutionernes læring om naturen og tilbyde et attraktivt læringsrum. Et forslag om at oprette en naturskole i Nordhavn
i en 2-årig forsøgsperiode blev rejst af SF i forbindelse med Budget 2023. Der var ikke flertal i Borgerrepræsentationen for at bevilge pengene til projektet den gang, men lokaludvalget vil arbejde for at Naturskolen i Nordhavn bliver udviklet som projekt og prioriteret politisk i fremtiden.
Østerbroerne ønsker natur i Nordhavn
Mange østerbroerne har gennem borgerpanelundersøgelser udtrykt ønske om at den nordlige del af Nordhavn bliver udlagt til (vild) natur. Området skal give alle - familier og institutioner, mulighed for at opleve naturen. En naturskole i forbindelse med naturområdet er med til at gøre naturområdet mere attraktivt og sætte rammerne for en række aktiviteter med fokus på naturen. I en storby som København bliver det essentielt at prioritere naturens små lommer, så vi ikke bliver helt afskåret fra mødet med vilde planter og dyr. Det er især vigtigt at børnene lærer naturen at kende, så de bedre kan forstå vores verden og passe på den. Med skolens øgede fokus på trivsel, interessen for STEM-kompetencerne (samlebetegnelse for uddannelsesområderne Science, Technology, Engineering og Math) og klima- og bio-diversitetskriserne, vil en naturskole imødekomme behovet for et læringsrum, hvor naturen er i fokus.
Naturskolen til gavn for hele bydelen
Naturskolen i Nordhavn vil være en kvalitet for Nordhavn som er med til at gøre bydelen kendt som en del af København, hvor naturen værdsættes og et sted personer fra andre bydele har lyst til at besøge. Et naturområde med en naturskole vil være med til at gøre Nordhavn til en mere attraktiv bydel og Naturskolen i Nordhavn vil kunne give rammer til en række borgerinitiativer, aktiviteter og arrangementer.
Naturskolen kan på sigt placeres i KMC Nordhavn
KMC-bygningen ophører snart med sine nuværende funktioner og lokalerne vil derefter blive brugt til andre formål. KMC-bygningen kan eventuelt huse naturskolen sammen med andre kommunale funktioner i fremtiden.
Lokaludvalget arbejder for finansiering og modning af projektet
Der er ikke afsat penge i kommunens budgetter til Naturskolen i Nordhavn endnu. Lokaludvalget vil arbejde for at udvikle og modne Naturskolen i Nordhavn som projekt, og vi vil gøre en indsats for at skabe bevidsthed og interesse for naturskolen hos kommunens politikere og blandt beboerne på Østerbro og i Nordhavn.
En række aktører er allerede involverede i projektplanerne. Miljøpunkt Østerbro, Kalvebod Naturskole, Dansk Ornitologisk Forening, Østerbro Havnekomité, Østerbro Lokalråd og Danmarks Naturfredningsforening er involverede i projektet.