Sikre skoleveje

Der skal være sikre og trygge skoleveje for alle børn på Østerbro. Lokaludvalget vil i de kommende år arbejde for at bydelens skoleveje bliver mere sikre for de bløde trafikanter.

Det skal både være sikkert og føles trygt når børn og deres forældre befinder sig til fods eller på cykel til og fra skolen. Der skal være sikre skoleveje for alle skolebørn på Østerbro. Derfor vil vi i lokaludvalget arbejde strategisk og metodisk for at sikre bedst mulige skoleveje for alle skoler i bydelen.

Projekter

Vis alle

Strategi og metode for arbejdet med sikres skoleveje

Vidensindsamling og involvering

Lokaludvalget vil arbejde med vidensindsamling på området om sikre skoleveje for at få et større overblik over feltet. Dertil vil vi arbejde med inddragelse af skoleledere, forældre, naboer og elever. Der er allerede en del tiltag på vej fra Teknik- og Miljøforvaltningen. Blandt andet er der etableret zoner med tidsbegrænset indkørselsforbud om morgenen ved flere skoler. Det er med til at begrænse mængden af biltrafik der hvor skolebørnene skal færdes for at komme i skole. Disse tiltag er stadigvæk ret nye og vi vil samle op på erfaringerne med de tidsbegrænsede indkørselszoner ved skolerne. Ved at have et generelt overblik over hvilke trafikale ændringer, der ligger på tegnebrættet i forvaltningen, er vi bedre rustet til at påvirke de planlagte projekter når der er behov for det. På den måde kan lokaludvalgets og østerbroernes lokalkendskab være med til at sikre de bedste løsninger når de lokale hensyn tages med i betragtningerne.

For at få det nødvendige trafikale overblik ved samtlige skoler på Østerbro, vil vi arbejde med en kortlægning af hvilke udfordringer der er ved de enkelte skoler. Vi vil være til stede i byrummet, der hvor udfordringerne opleves, og vi vil inddrage skoleledere, skolebestyrelser, elever og forældre når vi arbejder med kortlægning af de enkelte skolers trafikudfordringer.


Kvalitetssikre løsninger

Når vi arbejder med forslag til forbedringer og ændringer af veje og trafikregulering, vil vi være i tæt kontakt til Teknik- og Miljøforvaltningen for at få hjælp til at kvalificere mulige løsninger til hvordan de enkelte skoleveje kan gøres mere sikre for skolebørnene og andre bløde trafikanter. Udvalget vil tage udgangspunkt i to konkrete projekter i Nygårdsvej og Randersgade, hvor vi vil indsamle viden og høste erfaringer, som vi vil bruge i arbejdet med sikre skoleveje ved andre skoler.


Status 2024:

Fagudvalget har holdt møder med repræsentanter for skolebestyrelserne på Randersgade Skole, Heibergskolen og Vibenshus Skole, skoleleder for Vibenshus Skole og Teknik og Miljøforvaltningen.

Randersgade

Randersgade er en gade med tre skoler og hundredvis af skolebørn, der dagligt cykler og går i skole. En række forældre vælger også at aflevere deres børn i bil og gaden er præget af megen trafik og om morgenen. Biltrafikken består af en kombination af erhvervstrafik, almindelig morgentrafik og transport af skolebørn. En række personer - både forældre, gadens beboere og skolepersonale har givet udtryk for at gaden ikke er så sikker som den burde være. Der er ofte farlige og utrygge situationer når skolebørn fx skal krydse gaden

Randersgade – en gade med flere skoler

I Randersgade finder vi både Vibenshus Skole, Randersgade Skole og Heibergskolen. I sidegaden, Kalkbrænderi Vej, ligger Ungdomsskolen Nørrebro/Østerbro og der ligger mange daginstitutioner i området. Når der ligger tre skoler i den samme gade, giver det særligt god mening i at gaden bliver indrettet som en sikker skolevej. Det betyder, at lokaludvalget vil arbejde for at hele Randersgade bliver en sikker gade at færdes i for skolebørn og andre bløde trafikanter. Randersgade skal være sikker og opleves tryg for forældre og børn når de færdes på cykel eller er gående. Den trafikale situation ved de tre skoler i Randersgade skal undersøges hver for sig. Derefter vil vi arbejde med løsninger til hvordan den enkelte skole kan få styrket sikkerheden og trygheden ved deres skole. Lokaludvalget vil inddrage skolerne, forældre, elever og naboer når gode løsninger skal findes. Sikker skolevej i Randersgade vil dermed bestå af flere delelementer Vi vil arbejde med Randersgade som en helhed og samtidig se på hvilke lokale løsninger der skal være ved de tre skoler i gaden.


Status 2024:

Randersgade har fået bevilget penge til en foranalyse med henblik på at belyse, hvordan Randersgade kan gøres mere sikker for bløde trafikanter. Teknik og Miljøforvaltningen står for inddragelse af skolebørn, forældre og andre interessenter i forbindelse med foranalysen

Nygårdsvej

Nygårdsvej – en usikker vej for cyklister

Nygårdsvej mellem Vennemindevej og Østerbrogade er en ca. 500 m lang bydelsgade med en trafik på 1.900 biler og 2.400 cyklister i døgnet. Nygårdsvej er en central skolevej til skolerne i området, og der er en del gennemkørende trafik og varekørsel til butikker i gaden. Nygårdsvej har ingen cykelstier og gaden har dårlige oversigtsforhold for cyklister. Vejen er smal og der er bilparkering i begge sider. Der er registreret ti ulykker på vejen de seneste fem år, og fem har involveret cyklister.

I Budget 2020 blev der afsat midler til en foranalyse af forbedrede forhold for cyklister på Nygårdsvej. På baggrund af foranalysen har Teknik- og Miljøudvalget i marts 2021 besluttet at Nygårdsvej bliver ensrettet og der etableres en modstrømscykelsti, så der bliver muligt at cykle i begge retninger. Pengene er dog ikke blevet afsat endnu.


Ensretning, fartbump og nedsat hastighed

Efter planen, bliver Nygårdsvej ensrettet i retning fra Østerbrogade til Vennemindevej, og cyklister og biler vil dele kørebanen. Desuden anlægges en modstrømscykelsti på 2,0 meter, så det er muligt at cykle i begge retninger. For at nedsætte hastigheden, vil der komme fartbump, og i alle kryds bliver der lavet en hævet flade. Der anbefales at sænke hastigheden til 30 km/t i hele gaden.

Lokaludvalget følger projektet tæt og bruger erfaringerne til andre skoleveje, og vi vil være aktivt med når projektet realiseres. Vi vil se på om, der er brug for justeringer eller yderligere tiltag for at Nygårdsvej bliver en sikker skolevej for de lokale skolebørn. Vi vil være i dialog med skoler, forældre, naboer og skolebørn for at indsamle viden om hvordan omlægningen af Nygårdsvej påvirker trafikken, skolevejen og nabolaget. Vores erfaringer bruger vi i det videre arbejde med sikre skoleveje i hele bydelen.


Status 2024:

Nygårdsvej indgår i en samlet model for ”fredeliggørelse af Klimakvarteret”, men der er ikke fremvist nogen model for hvordan Nygårdsvej indgår i denne omlægning. Det kan se ud til at den planlagte omlægning af Nygårdsvej med ensretning og fartsbump er lagt på is og at der bliver arbejdet med andre løsninger for Nygårdsvej. Lokaludvalget vil presse på for at finde en løsning, der forbedrer sikkerheden for de bløde trafikanter på Nygårdsvej.