Tøjet længe leve!

Velafviklet mini-festival med Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro

Tøjspild og overforbrug er et kæmpe problem, og modeindustrien er en af verdens mest forurenende. Men trangen til at udtrykke sig gennem tøj og beklædning behøver faktisk ikke at være uforeneligt med ønsket om at leve bæredygtigt. Hvis du vil nedsætte dit personlige klimaaftryk, er nye tøjvaner et godt rigtig godt sted at starte. Der er nemlig meget CO2 at spare ved at købe mindre tøj, genbruge mere og bruge det tøj du allerede har i længere tid.

Netop inspiration til at gentænke klædeskabet og de tilhørende forbrugsmønstre, var temaet for minifestialen Re-Fashion Days, der blev afholdt af Østerbro Lokaludvalg og Miljøpunkt Østerbro i dagene op til årets store forbrugsfest, Black Friday. Festivalen foregik i magiske rammer i Villa Kultur og bød på en række oplæg og en enkelt workshop, hvor deltagerne fik hjælp til at gå deres tøjforbrug efter i sømmene, og blev klædt på til at træffe bedre tøjvalg i fremtiden.

Nåede du ikke at få plads i år, kan du glæde dig til, at vi holder ny omgang Re-Fashion Days 2021. Hvis du er interesseret i at deltage som workshopfacilitator, oplægsholder eller har gode idéer til hvad en festival om bæredygtig mode skal indeholde, så tøv ikke med at henvende dig til lokaludvalget via denne kontaktformular. 

Hvis du vil vide mere om, hvordan du får et mere bæredygtig tøjforbrug, har Miljøpunkt Østerbro skrevet en artikel med gode tips og tricks, som du kan finde her.