Bevægelse og fritidsliv i Nordhavn

Første etape af udvikling af Nordhavn er skudt i gang, men udviklingen af hele Nordhavn vil løbe over mange år. Ikke alt skal fastlægges nu, men visse fremtidige træk skal grundlægges og sikres allerede nu. Dels skal en rekreativ udnyttelse af byrummene, hvor der også er mulighed for bevægelse på land, dels skal de eksisterende fritidsaktiviteter på vand understøttes og udvikles.

Muligheden for et levende fritids- og idrætsliv er en væsentlig forudsætning for at skabe velfungerende bykvarterer og opfylde københavnernes stigende efterspørgsel efter motion, sundhed og mødesteder for hele familien. Rekreative områder og muligheden for at dyrke et aktivt fritidsliv i et boligområde er samtidig vigtige for, at borgerne finder det attraktivt at bo der.

Østerbro Lokaludvalg foreslår, at havnestrækningen langs Kalkbrænderihavnsløbet, hvor eftermiddags- og aftensolen står ind, reserveres til rekreative formål. Der tænkes ikke i et ensartet bredt bælte som på Islands Brygge, men på et samlet forløb med bredere og smallere dele i en klar sammenhæng. Lokaludvalget foreslår, at der i dette strøg indpasses to delprojekter, der understøtter ovennævnte elementer:

  • Et Idrættens mødested
  • En eller flere midlertidige løsninger for ro- og sejlklubberne, der skal muliggøre sejlads mellem Svanemøllebugten og Inderhavnen, uden at runde de store opfyldninger til havs.

 Idrættens Mødested

Det på forhånd planlagte grønne område ved Kalkbrænderiløbskaj foreslås udviklet som et åbent Idrættens Mødested, der vil kunne blive et centrum for liv, idræt og socialt samvær, og trække yderligere aktiviteter til. Det kan rumme en mindre kunstgræsbane, beach volley-baner, en styrketræningspavillon, et pitstop for løbere med mere. Med anlæg af pontoner til robåde, kanoer og kajakker kan der etableres et landgangssted, som vil gøre pladsen til et offentligt tilgængeligt mødested for en mangfoldighed af idrætsudøvere og andre borgere. 
Med etableringen af et sådan sted, vil byen og vandet vil blive bundet sammen. Organiseret idræt mødes med uorganiseret idræt. Gående, cyklende, besøgende, mennesker på udflugt vil have et sted at besøge. I kombination med en udbygning af det restaurant- og cafémiljø, som findes i Kalkbrænderihavnen i form af udeservering vil etableringen af den rekreative kajlængde og Idrættens Mødested bidrage til at skabe en attraktion i den nye bydel, der vil minde om folkeparken på Islands Brygge, men med sin egen udformning. Kalkbrænderiløbskaj kan udvikles til også at rumme lørdagsmarkeder, flydende pontonhaver og lignende elementer. Hvis der på sigt etableres en kanal mellem den nuværende fiskerihavn og Inderhavnen gennem det kommende opfyldte område, kan der anlægge regattabaner i form af et ro-, kano- og kajakstadion.

Midlertidige løsninger for ro- og sejlklubberne

Mulighederne for at ro mellem Svanemøllebugten og Københavns Havn forringes væsentligt med opfyldningen af ydre Nordhavn. Robåde og kajakker vil blive tvunget meget langt til havs og det vil ikke være muligt at holde sig kystnært. Denne forringelse for ro- og kajakklubberne vil have alvorlige konsekvenser for rosportens trivsel i og omkring Nordhavn.

Ifølge udbygningsaftalen mellem Københavns Kommune og By og Havn, vil der blive etableret en kanalforbindelse mellem Kalkbrænderihavnen og Inderhavnen, når jordopfyldningen er færdig og containerterminalen flyttet til ydre Nordhavn. Derfor peger lokaludvalget i samarbejde med ro- og sejlklubberne på to løsninger, der til sammen vil give en midlertidig løsning:

  1. Overbæring; Der etableres et slæbested med skinne og bådvogn mellem Kalkbrænderihavnsløbet og Kronløbsbassinet.
  2. Satellitbådhus ved Sandkaj ind mod Inderhavnen; En af de eksisterende haller langs Nordhavnsbassinet eller Kronløbsbassinet eller et nyopført bådehus stilles til rådighed som en midlertidig fælles bådhal for klubberne i Svanemøllehavnen. En løsning der også vil kunne bidrage til at skabe aktivitet i Sandkajområdet i Århusgadekvarteret, allerede før de første beboere flytter ind.

Projektets målgruppe er dels havnens nuværende brugere, organiserede som uorganiserede idrætsudøverne i hele havneområdet, Nordhavns kommende borgere og Østerbros og Københavns borgere i almindelighed.

SAMMENHÆNG TIL ANDRE PROJEKTER

Idrættens mødested kunne evt. tænkes sammen med det maritime idrætshus, jf. Københavns handleplan for Nordhavn 2013. Ligesom det også kan ses i sammenhæng med projektforslag nr. 2 om en Aktivitetshal for 12-17 årige i Århusgadekvarteret på Nordhavn.

REALISERING AF PROJEKTET

Københavns Kommune, By & Havn, private fonde, foreninger i havneområdet kan være med til at realisere projektet. By & Havn har allere meddelt, at man vil samarbejde med roklubbern om en løsning ved Sandkaj med henblik på at opføre et midlertidigt bådehus, som roklubber kan leje frem til flytnignen af containerterminalen og åbningen af den permanente kanal.

Download lokaludvalgets visionsoplæg her