Klima, natur og miljø

Byrum skal indrettes med fokus på klimabelastning og biodiversitet - med mere grønt og bedre udnyttelse af regnvand. Mindre energifællesskaber skal fremme den grønne omstilling øge forsyningssikkerheden.

Målet er, at byrum indrettes mindre klimabelastende og mere biodiverst. Det skal ske via mere grønt, og på en sådan måde, at regnvand holdes tilbage og udnyttes bedre, bl.a. på P-pladser og flade tage. Vi vil have fokus på øget støjdæmpning og bæredygtighed i materialevalg ved nybyggeri og idrætsanlæg, og vi vil understøtte at der etableres lokale energifællesskaber til gavn for miljø, og sikkerhed.

Vi vil bidrage til at mængden af affald reduceres og også mindske mængden af uhåndteret og usorteret affald via genbrug af emballage og returordninger til butikkerne, også for plast, pap og metal. Gennem inddragelse af østerbroerne ved vi, at der i stor udstrækning efterspørges løsninger. Affaldsgruppen i Miljøpunkt Østerbro er involveret. Kommunen har allerede en række initiativer, som der skal koordineres med, og vi læner os op ad kommunens strategi og konkrete løsninger, men vi vil løbende udfordre dem og søge lokale forbedringer – sandsynligvis også i form af konkrete projekter senere i bydelsplanperioden.

Projekter

Vis alle

Mindre energifællesskaber

Visionen er at fremme den grønne omstilling, øge forsyningssikkerheden og gøre energien billigere gennem lokale anlæg af fx solceller og små vindmøller på tage samt varmepumper m.v. Projektet går ud på at opbygge viden gennem netværk og støtte lokale projekter. Viden og erfaringer skal formidles fx gennem Miljøpunktets hjemmeside. Vi vil etablere et energibrugerforum, hvor boligforeninger og leverandører af el og varme deler viden og løsninger. Beskrivelsen omfatter kilde til konkret løsning, benyttede produkter, håndværkere, udligningsmetode/batteriordning, tilskudsordninger, økonomi og business case. Vi skal desuden sikre samarbejde med en nyetableret kommunal vejledende enhed (i Bygningsfornyelsen) med tilhørende støtteordning. Se link til Københavns Kommunes Byfornyelsespuljer nederst. 

 

Der er to anlæg til energiforsyning på Østerbro. Svanemølleværket (Ørsted) og Østre Elværk ved Trianglen (HOFOR). For begge anlægs vedkommende skal dørene åbnes, og der skal inviteres indenfor til, at borgerne kan være med til at bestemme, hvad anlæggene skal bruges til. Det skal undersøges, i hvilket omfang distributionsforsyningsselskaberne kan begynde at købe ydelser fra borgere, ejendomme og virksomheder i lokalområderne dvs. udvide forståelsen af udnyttelse af fx overskudsvarme.

Link til Københavns Kommunes Byfornyelsespuljer 

 

Rullegræs skal erstatte kunstgræsbaner

Vi ønsker kunstgræsbaner afskaffet på Østerbro. Det vil kræve en politisk kovending og intensivt lobbyarbejde - også over for klubberne. Forinden arbejdes med konceptet i form af proces og økonomi for udskiftning og etablering.

Kunstgræsbaner øger kapaciteten af fodboldbaner sammenlignet med sået græs. Men sået græs er gammeldags teknik. I dag bør vi benytte rullegræs, der ganske ligesom kunstgræs kan rulles på banerne. Ved anvendelse af rullegræs behøver vi ikke vente på, at græsset skal gro.

Det er belysning, der giver muligheden for udnyttelse af fodboldbaner i vinterhalvåret. Hvis belysning rettes mod hele anlægget, og der lægges rullegræs, så vil kapaciteten kunne udvides. Baner kan vendes og drejes, skifte størrelse og anvendes til andet end fodbold.

Kunstgræsbaner forurener voldsomt. De 7 kunstgræsbaner på Østerbro forurener med op til 35 ton farligt affald/mikroplast om året. Denne forurening kan stoppes med rullegræs samtidigt med, at kapaciteten af fodboldbaner udvides ved en bedre indretning og udnyttelse